Stor opbakning i Fredericia til markeringen af 80-året for Krystalnatten

Fredag d. 9. november blev årsdagen for krystalnatten traditionen tro markeret i Fredericia, og som det plejer at være, stod Enhedslisten for at planlægge det. I år var 80 årsdagen og for at lave en større markering, havde vi inviteret SF med som arrangører. Sammen fik vi skabt en markering, som levede op til den runde årsdag og som kunne gøre en by med sloganet ”Byen for alle” stolt!

Arrangement bestod af to dele. Det indledende fakkeloptog, som begyndte ved den mosaiske gravplads, gik op ad Gothersgade og herefter til venstre ad Danmarksgade op til Landsoldaten. Inden optoget gik, indledte leder af Museerne i Fredericia, Lars Froberg Mortensen, med nogle historiske pointer, som forklarede bl.a. årsagen til, hvorfor nazisterne kom til magten i Tyskland. Undervejs stoppede vi op ved hjørnet af Danmarksgade og Riddergade, for at høre Lars fortælle flere interessante fakta. Til sidst gjorde vi holdt ved Landsoldaten, hvor Lars bl.a. fortalte om Hotel Landsoldaten, som blev sprunget i luften af nazisterne, som hævn for den stigende aktivitet af modstandsfolk i Fredericia. En vigtigt erindring om, at Fredericia i høj grad deltog i kampen imod den tyske besættelsesmagt.

Foto: Lars Froberg , Museerne i Fredericia, holder tale foran Mosaisk Begravelsesplads

Under hele optoget blev vi smukt ført an af 6. Juli Garden, som spillede flere smukke sange for os. Til sidst spillede de for, da vi fælles sang Nordahl Griegs ”Kringsat af Fjender” ved pladsen foran Landsoldaten. En smuk afslutning på et flot og velbesøgt fakkeloptog. Der blev uddelt ca 75 fakler om omkring 100 mennesker deltog.

Omkring halvdelen af optogets deltagere gik med videre til anden del af markeringen, som fandt sted efterfølgende på IP Schmidt. Her havde arrangørerne sørget for spændende oplæg omkring emnerne ”tolerance og mangfoldighed”. Her var der lækre økologiske supper og brød at varme sig på.

Inden rækken af oplæg gik i gang, bidrog Den Kreative Skole med to smukke melodier af to af deres talentfulde musikere. Herefter kom der kaffe og kage på bordene. Lars Froberg Mortensen kom med flere relevante historiske betragtninger. Han fortalte bl.a. om, hvordan den jødiske menighed blev grundlagt i Fredericia. Herefter gav tre præster, fra tre forskellige religioner, deres bud på, hvordan deres menighed og præstevirke bidrog til tolerance og mangfoldighed i vores samfund. Undervejs bandt aftenens konferencier Claes Andersen oplæggende sammen med anekdoter om Fredericia og omegn.

Til sidst gav Teater Malstrøm en smagsprøve på næste års kabaret omhandlende Liva Weel. Det var en utrolig relevant og meget smuk afslutning på en meget vellykket aften.

Foto: To af de talentfulde sangerinder fra Teater Malstrøm synger Liva Weel på IP Schmidt

Hele arrangementet var gratis at deltage i, men for de der alligevel havde lyst til at give en skilling, gik hatten rundt, da konferencieren samlede ind til Venligboernes årlige julefest. Hele 457,50 kr. blev det til.

Fra arrangørernes side vil vi gerne sige mange tak til alle de fremmødte. Vi må aldrig glemme den fascisme og det uhyggelige menneskesyn, om Krystalnatten symboliserede. Ser man rundt omkring i verden, er det desværre mere vigtigt end nogensinde nu, at markere og huske, hvordan mørke kræfter kan tage liv og smadre generationer. Vi skal aldrig acceptere, når fascismen forsøger at slå rod!

Tak for den store opbakning!

Aldrig mere krystalnat!