Cecilie Roed Schultz

Cecilie Roed Schultz er 34 år og kandidat nr. 1 på listen:

Jeg er uddannet inden for Sundhedsfremme og forebyggelse og arbejder til dagligt som ungerådgiver i en NGO, hvor unge kan få gratis samtaleforløb.

Jeg har været politisk aktiv siden jeg var 15 år. De første 10-12 år er især brugt på aktivisme på gaden og i bevægelser, mens de sidste 8 år især er brugt på at sidde i Fredericia Byråd og diverse bestyrelser – men jeg prioriterer stadig tid til lidt aktivisme og frivilligt arbejde.

Jeg har altid ønsket at bekæmpe ulighed og uretfærdighed. I politik fandt jeg redskaberne og fællesskabet til det. Jeg er i politik fordi jeg ikke kan lade være.

Jeg er ikke bange for at skille mig ud og kan finde ud af at stå fast. Jeg har været vegetar/veganer siden teenageårene og er aktiv feminist. Både min humor og musiksmag kan være ret sort – men mit tøj er til gengæld ofte farverigt.

Jeg lever et ret almindeligt liv med mand, børn, hund og hus. Jeg holder af at bo i Fredericia og særligt af alt det upolerede, smukke, storslåede og rå Fredericia rummer.

 

Følge Cecilie Roed Schultz på facebook her.