Læserbrev: Endnu et stort million-minus på børneområdet er et svigt!

Læserbrev af bestyrelsesmedlem Andreas Tobiassen 

Hvis man læser referatet fra det seneste møde i Børne- og skoleudvalget, kan man se at udvalget endnu en gang mangler penge. Nærmere bestemt mangler man 18.9 millioner kr. Mødet var fra 8. januar og man har haft dagsordenen i noget tid, hvilket betyder at man allerede inden årets begyndelse var i minus. Da jeg var med til at godkende budgetforliget i september 2023 var der ingen, som nævnte disse tal. Vi var lykkelige for at have afbødet de værste besparelser, men ingen fremlagde disse tal. På godt dansk føler jeg mig som politisk aktiv røvrendt og som kommunal ansat i samme udvalg føler jeg mig svigtet.

Vi godkender og underskriver et budgetforlig med den forventing om, at vi har modtaget de relevante tal og jeg nægter simpelthen at tro, at man ikke kendte til at der ville blive visiteret flere til Frederiks odde. Eller at udgiften til privatskole steg, fordi vi tilførte flere midler til mellemformer. . Der må være en vanvittig inkompetence i denne forvaltning, når man kan være 18.9 millioner i minus allerede fra start. Om det er chefen for Børn og Læring der ikke er sit ansvar voksen, ved jeg ikke, men noget er helt forkert. Hvem vidste dette uden at sige noget til forhandlingerne? Chefen? Udvalgsformanden? Enten har I fortiet noget, eller også er I bare ikke gode nok til arbejdet – groft sagt. Det her er i hvert fald grotesk. Som ansat i kommunen har jeg en forventning om at min forvaltning passer på mig, men det er åbenbart en by i Rusland. Som arbejdsmiljørepræsentant i en SFO og klub kan jeg godt fortælle jer, hvor meget usikkerhed og mistrivsel dette skaber!
Jeg savner – som altid – nogle politikere som tør tale den nuværende regerings budgetlov imod. Vi har pengene, men må ikke bruge dem – og sådan bliver det ved, hvis I gemmer jer som små stille kujoner, når jeres bys velfærd bliver udhulet.
Til sidst vil jeg minde politikerne om, at ca. 1/3 af høringssvarene fra sidste års forhandlinger nævnte de mulige besparelser på fritidsområdet i mellemtrinnet. Generelt bør man ikke se i et sparekatalog som man allerede har vurderet til forhandlingerne. I må simpelthen finde nogle andre løsninger og så må I simpelthen få fat i nogle mennesker, som kan få styr på tingene!