Ø-Forslag: Ungdomspolitiske aktiviteter på Ungdommens Hus

Enhedslisten Fredericia stiller i maj forslag om at unge igen må bruge Ungdommens Hus til politiske møder og aktiviteter.

I 2021 vedtog byrådet en fritidspolitik, hvor et af de fire udvalgte fokuspunkter er, at vi vil have ”Danmarks mest demokratiske fritid” for børn og unge.

“Vi er udfordrede på at nå i mål på dette område. Vi har eksempelvis igennem flere år haft svært ved at rekruttere unge til at stille op til vores ungebyråd. Og lige nu har vi slet ikke noget. Det er også svært at få de unge til at involvere sig i forpligtende politisk arbejde, som det sker i ungdomspartierne. Hvis vi vi have flere unge til at interessere sig for politik, tage aktivt del i samfundet og eksempelvis have unge der vil stille op til byrådet, så skal vi hjælpe med at skabe rammerne for det”, udtaler Enhedslistens byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz.

Samtidig er der aktive ungdomspartier, som har svært ved at finde lokaler, hvor de må holde deres møder. Det gælder eksempelvis KU og RGU, som ønsker at holde deres møder i Ungdommens Hus. De har også talt sammen om at lave debat-arrangementer og andre demokrati-arrangementer.

“Vi har længe ønsket os bedre muligheder for at mødes – også på tværs med de andre ungdomspartier. Vi har spurgt alle oplagte steder vi kan komme i tanke om, men får afslag alle steder. Så vi mødes privat hjemme hos en af medlemmerne. Det kan gøre det sværere for nye medlemmer at deltage i møderne, fordi det kan virke grænseoverskridende at tage hjem til en man ikke kender. Og der er meget begrænset plads. Vi har snart generalforsamling og har endnu ikke fundet et egnet lokale vi må låne”, fortæller Amanda Krægpøth, som er medlem af RGU.

En politisk beslutning fra midten af 00’erne betyder, at ungdomspartier for nuværende ikke er velkomne i Ungdommens Hus.

Det blev vedtaget politisk efter en lang årrække, hvor forskellige ungdomspartier havde været med til at sikre bredde og diversitet i brugergruppen på Ungdommens Hus, hvor blandt andre VU, SFU, SUF og DSU holdt deres medlemsmøder.

Det er ikke lykkedes at tiltrække denne type brugere til ungdommens Hus igen. Huset tiltaler af sig selv især unge fra mere uorganiserede miljøer, streetsport, musik og en række andre kreative interesser, mens andre grupper ikke lige så naturligt finder dertil.

“Som en del af arbejdet med at udvide brugergruppen og få flere aktive unge involveret i Ungdommens Hus, virker det naturligt at imødekomme de unges ønske om igen at kunne mødes om politik på Ungdommens Hus. Samtidig vil det passe godt ind i arbejdet med at gøre demokrati mere tilgængeligt for unge, sådan som vi har vedtaget i fritidspolitikken i 2021, ligesom det måske kan påvirke de øvrige brugere til at tage stilling og måske engagere sig yderligere i det samfund de er en del af”, slutter Cecilie Roed Schultz

Forslaget lyder således, og vil blive behandlet på byrådsmødet d. 29. maj:

Forslag

Ungdomspartiers afdelinger med tilknytning til Fredericia, skal have mulighed for at holde møder og lave tværpolitiske arrangementer i Ungdommens Hus.