Mikkel ‘Ræv’ Martin

Mikkel ‘Ræv’ Martin er 42 år og kandidat nr. 4 på listen:

At være menneske er utroligt mange ting … og at være menneske underlagt andre menneskers politik kan ofte efterlade følelsen at være en pakke farvekridt, som er blevet kørt over af overfyldt bus i regnvejr. Jeg vil rigtig gerne være med til at køre bussen, så vi kan passe godt på alle farvekridtene. Min datter på snart 7 elsker nemlig farvekridt. Og der skal være plads til for hende og alle de andre børn at tegne med sådan nogle i blind tro på at der er nogen som passer godt på deres verden imens.

Jeg er som menneske programmeret til at kæmpe mod det uretfærdige, uanset hvor hård kampen måtte være. Og jeg har ikke altid vundet den kamp. Dog har jeg indset at hver kamp kræver sin snilde, taktik og værktøjer. Når kampen består i at redde planeten og gøre den til et sikkert sted for alle dem som er sat ud af spillet, tror jeg på at politik er vejen frem.

Inden denne tekst bliver for kryptisk bør jeg fortælle mere om mig;

Jeg er far, deltidsveganer, friluftsmenneske og bor i Nordbyen i en lille lejlighed med min datter og to katte. Ud over at bage pandekager i min fritid bruger jeg hovedparten af min vågne tid som researcher på Tænketanken GeoHav, hvor jeg også er officiel talsperson.
Jeg elsker oplevelser, faktisk så meget at det er en af de få ting jeg samler på. Og de må gerne være fyldt med sort humor, sjov, glæde og også alvor.

For når det handler om at passe på rammerne, hvori alle skal kunne få positive oplevelser, vil jeg gerne tage et par lussinger.