Først: Tak til alle byrådskolleger for, at vi endte der hvor vi endte, med det største velfærdsløft i nyere tid i Fredericia.
Da vi så basisbudgettet, blev vi bekræftet i, at især ældre, handicap og børneområdet havde brug for massive tilførsler, for at budgetterne blev retvisende. Vi havde forventet et to-cifret millionbeløb årligt til både ældre og børneområdet og det blev vi bekræftet i. Men 60 mio. er svære at omprioritere. Og når vi ligger helt oppe ved serviceloftet, selv om det ikke gælder pr. enkelt kommune, så er vi godt klar over, at der aldrig ville blive fundet flertal for at gå 60 mio. over loftet (der endte vi så ca alligevel). Vi håbede derfor på, at mulighedskataloget ville pege på nogle fornuftige og meningsfulde omprioriteringer. Da vi fik fremlagt mulighedskataloget blev det desværre tydeligt, at der stort set udelukkende var tale om reelle og voldsomme nedskæringer. Der er ikke flere smarte lette måder at finde penge her i kommunen. Det er benhårde prioriteringer. Der er skåret ind til benet og mange områder var underfinansierede. Det var jo netop hele grundlaget for øvelsen med det retvisende basisbudget.
Så udgangspunktet var svært for et parti som Enhedslisten.
Forhandlingerne havde ikke været i gang ret længe, for det blev tydeligt for os, at vi stor forholdsvis alene med ønsket om at prioritere de områder vi havde valgt at prioritere ud over det basisbudgettet pegede på. Det var børn, unge, handicap/social-politik, miljø og klima.
Vi fik lige så stille forhandlet fornuftige ting ind i et eventuelt forlig og fik fjernet de værste besparelser. Men jeg skal være ærlig om indrømme, at jeg i lang tid ikke troede på, at vi kunne lande et fornuftigt sted.
Så skulle Enhedslisten går med i budgettet eller skulle vi stå uden for?
Som omskrivelsen af det kendte Kierkegaardcitat siger: Damned if you do – damned if you don´t.
Det føltes som om, at uanset hvad vi ville vælge, ville vi være i problemer.
Hvis vi gik med i budgettet, ville vi skulle acceptere store besparelser på vigtige områder og kernevelfærd.
Hvis vi ikke gik med i budgettet, ville vi skulle acceptere, at mange af alle de vigtige ting vi havde forhandlet ind i budgettet ville blive taget ud igen. For pengene ville de andre partier gerne bruge på andre ting. Vi stod alene i kampen om endelig at få bygget en erstatning for den nu nedrevne Orange Haller. Vi var ret alene med ønsket om at droppe besparelserne på Ungdommens Hus og undgå en ændring af målgruppen. Hvem skulle kæmpe for miljø og klima uden Enhedslisten? Ville cykelstien på Kolding landevej blive taget ud igen, fordi andre hellere ville have asfalt til biler?
Hvor mange menneskers job, værested, fristed, sikkerhed eller muligheder skulle vi opgive, blot for at have muligheden for at stå med rene hænder og sige ”vi var ikke en del af det”.
Vi valgte heldigvis at blive og kæmpe.
Bevæbnet til tænderne med tal, statistikker og gode argumenter. Men vigtigst af alt: Folks opbakning i ryggen.
Demonstrationen med borgere der havde fået hjælp af borgervejlederen, de mange personlige og rørende fortællinger fra unge der har brugt eller bruger Ungdommens Hus, de mange mange mange høringssvar.
De var alle sammen med til at sikre, at der blev lyttet. Og det var måske i virkeligheden noget af det vigtigste ved denne budgetproces: Det nyttede noget. I blev hørt.
Man skal aldrig stoppe med at kæmpe for det der er vigtigt.
Jeg vil ikke bruge en masse tid på at opremse alt det vi i sidste ende endte med at få igennem, for det vigtigste var, at vi fik fjernet næsten alle af de besparelser vi ville have fjernet. Og vi fik sikret vigtige investeringer i de områder vi havde sat os for. Vi fik indfriet vigtige valgløfter (som NEST-klasser, cykelstier, legepladser, skolerenoveringer, De Orange Haller og gratis aftenklub) og har bundet byrådet til at arbejde videre med vigtige dagsordner (som skolernes betaling for at få elever på Frederiksodde og udarbejdelsen af en fritidspædagogisk retning og politik).
Og det kunne lade sig gøre, fordi det føltes som om, at det ikke kun var os, men hele Fredericia der var med til budgetforhandlingerne.
Ja, vi kunne have ønsket os mere. Vi savner opbakning til at prioritere børnene endnu højere. Vi savner opbakning til at investere i bæredygtighed. Men da vi stod i forhandlingernes sidste timer var det tydeligt, at det her budget er en klar forbedring samlet set – og forringelserne overskygges klart af investeringerne i velfærden.
Så valget endte med at være let. Enhedslisten støttet budgettet.
Fællesskab fungerer. Og det var rørende at opleve på første hånd. Tak for det. Og tak for ordet.
