Budgetforlig: Ingen jubel – men lettelse – fra Enhedslisten

Regeringen holder kommunerne i et økonomisk jerngreb, imens der loves skattelettelser og fortælles om store ekstra milliardbeløb der ”dukker op”.

Det er tragikomisk at være en del af og Enhedslisten har mest af alt haft lyst til at stå helt uden for budgetforhandlingerne i protest. For pengene er der jo tydelig vis – bare ikke til kommunerne.

Men med de udmeldte besparelser blev det klart, at hvis ikke Enhedslisten var en del af kampen mod besparelserne på kernevelfærd, så ville dette års budget sandsynligvis blive et blodbad uden lige.

Derfor valgte den 6-7 personer store forhandlergruppe at gå konstruktivt ind i forhandlingerne hen over weekenden.

”Det var ikke med optimisme vi deltog i forhandlingerne. Vi havde gjort et alternativt budgetforslag klar, i den forventning, at vi ville være nødt til at gå på et tidspunkt i løbet af weekenden”, fortæller Cecilie Roed Schultz, Enhedslistens byrådsmedlem.

Det viste sig heldigvis at være en god strategi, at bide sig fast i bordkanten. Sent søndag aften blev der skrevet under på et budgetforlig.

”Vi var til stede på kommunen stort set hel tiden fra fredag morgen til sent søndag aften. Også når der var pauser i de officielle forhandlinger. Intet måtte gå vores næse forbi og hver gang vi havde muligheden for at tale med de andre partier, udnyttede vi muligheden. På den måde sikrede vi os både alliancer og overblik – og det gav pote i forhandlingerne”, fortæller Carsten Jørgensen fra Enhedslistens forhandlergruppe, som også var med inde til forhandlingerne sammen med byrådsmedlemmet.

I Enhedslisten vil vi ikke lægge skjul på, at der stadig er store og mærkbare besparelser i budgetforslaget, som der nu er indgået forlig om. Når Enhedslisten alligevel skriver under, er det fordi vi er blevet imødekommet på vores kardinalpunkter.

”Det er tydeligt i budgetforliget, at der er blevet lyttet til mange af vores bekymringer. Det ses blandt andet i de ekstra puljer på næsten 5 mio. på både børne-området og senior- og socialområdet. De skal bruges på at sikre at besparelserne, som eksempelvis indføringen af glidende overgang på alle skoler, bedre kan lade sig gøre og tager brodden af flere at de besparelser, som ikke blev forhandlet ud”, forklarer Andreas Tobiassen fra Enhedslistens forhandlergruppe.

I Enhedslisten er vi særligt glade for at have været med til at forhandle følgende besparelser ud:

  • Besparelser på tandplejen, så der ville gå to år imellem børns tandundersøgelser (500.000 kr./år)
  • Nedskæringer i SFO´erne (4 mio. kr./år)
  • Lukning af alle klubber og aftenklubber (2 mio. kr./år)
  • Takststigninger i SFO (2 mio. kr./år)
  • Nedskæringer på specialskolen Frederiksodde (6 mio. kr./år)
  • Lukning af Museumsgården Kringsminde (1 mio. kr./år)
  • Nedlæggelse af brobygning til fællesskaber (970.000 kr./år)
  • Reduktion i antallet af demenskonsulenter og afskedigelse af musikterapeut (1,5 mio. kr./år)
  • Nedjustering af rengøring til 20 gange om året (2,6 mio. kr./år)
  • Besparelser på rusmiddelbehandling (1,75 mio. kr./år)
  • Lukkedage i Din Indgang og Stoppestedet (450.000 kr./år)
  • Grønthøsterbesparelser på 0,5% hver år (12,811 mio. kr/år)

 

Listen er på ingen måde udtømmende – der er heldigvis endnu flere besparelser der blev forhandlet ud og hver eneste besparelse der blev droppet, har vi fejret. Det lykkedes også at reducere en række besparelser. Eksempelvis på tilskud til pasning af egne børn og på midlerne til veteranindsatsen på veteranhjemmet, ligesom vi er glade for, at det lykkedes at udskyde salget af Det Bruunske Pakhus, så man kan få lavet en ordentlig aftale med Teater Malstrøm om en anden scene i centrum.

Der blev heldigvis også plads til udvidelser. Her er vi særligt glade for at kunne fortælle om følgende:

  • Ekstra midler til udsatte børn og familier (50 mio. kr./år)
  • Flere faste stillinger i PPR (1,2 mio. kr./år)
  • Pædagogisk medarbejder på skate-området ved Ungdommens Hus/Den nye streetsportshal (500.000 kr./år)
  • Pulje til børneområdet (for at sikre realistisk indfasning af besparelser) (4,878 mio. kr.)
  • Pulje til diverse investeringer på børneområdet (3 mio. kr./år)
  • Pulje til grøn omstilling (4 mio. kr./år)
  • Penge til flere ældre (8,5 mio. kr./år)
  • Tilgængelighedspuljen genindføres (100.000 kr./år)
  • Pulje til senior- og socialområdet (for at sikre realistisk indfasning af besparelser) (4,878 mio. kr.)
  • Renovering af daginstitutioner (6 mio. kr./år)

Vi glæder os også over, at vi nu endelig for alvor kan komme i gang med renoveringerne af vores skoler (i 2024 renoveres der for næsten 42 mio. kr. på skolerne) – og at eleverne på Havepladsvej og Indre Ringvej nok kan se frem til en nybygget skole over de kommende år.

Selv om det ikke lykkedes os at forhindre sænkningen af uddannelsesgraden i daginstitutionerne, så er vi tilfredse med, at det skal revurderes hvert år og sættes op hvis vi kan få flere pædagoger. Og samtidig lykkedes det os at sikre, at en større andel af pædagogmedhjælperne skal have en pædagogisk uddannelse (eksempelvis PAU).

Vores foreslåede tænkning, med ikke kun at spare på eksterne vikarer i plejen, men samtidig fastansætte flere, er også kommet med i budgetforliget.

Listen herover er heldigvis heller ikke udtømmende.

Vi må også understrege, at vi i høj grad er lettede over, at det ikke lykkedes DF at få stoppet planerne om Streetsportshallen ved Ungdommens Hus og at Nye Borgerlige ikke fik opbakning til at lukke Ungdommens Hus. Disse partiers forudsigelige automatreaktioner omkring UH har kun været skadelige for byen, de unge og budgetforhandlingerne. I Enhedslisten er vi glade for, at vi i stedet fandt flertal for mere pædagogisk personale og flere tilbud til de unge.

Vi er ydmyge og på ingen måde jublende over det samlede forlig.

Vi kan ikke blive ved med føre regeringens sparekniv for dem. Der er brug for et kommunalt oprør – mere end nogensinde før.