Enhedslisten Fredericia genoplivede i dag – på Arbejdernes Internationale Kampdag – et arrangement der tidligere har været praktiseret i afdelingen: 1. maj brunch.
Der var en overdådig buffet af mad og drikke rettet an i Det Bruunske Pakhus denne formiddag. Enhedslistens “huskok” Frantz, fik stor ros for sit store arbejde.
Der var ikke mange ledige stole i pakhusets café og der var både velkendte og nye ansigter rundt om bordene.
Undervejs var der flere indslag.
Jan Filbært fortalte om handicaprådets arbejde. Jan er pt fungerende formand i dette råd og det var (som altid) tydeligt, at det er et område Jan brænder for.
Senere på formiddagen kom Rasmus Vestergaard Madsen, vores lokale folketings-spidskandidat. Læs hans tale sidst i dette indlæg.
Efter brunchen sørgede Jan og Carsten for, at der blev leveret en anretning af de lækre rester ovre i “Skuret”. Det vakte stor begejstring.
Dagen fortsatte til det store fælles arrangement ved Tøjhuset, hvor der var hoppeborg, musik, varme pølser og kolde øl.
Her holdte vores byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz sin 1. maj tale.
Den kan læses herunder.
Tak for en dejlig fejring af vores kampdag! God 1. maj til jer alle.
Tale af Cecilie Roed Schultz:
Tak fordi jeg måtte komme – og hvor er det vidunderligt at kunne få lov til at være her igen.
Men selv om vi har haft svært ved at holde 1. maj som vi plejede de sidste par år, så har kampene ikke stået stille.
Tak til blandt andre sygeplejeskerne, som jeg havde fornøjelsen af at møde til demonstrationer flere gange her i Fredericia sidste sommer. I fik sat fokus på ikke kun jeres egne forhold, men en af de helt store uligheder i dagens Danmark.
For der er stadig uligeløn i Danmark. Det er en sørgelig, men sand konstatering, og det er ubegribeligt, at det stadig skal være situationen i 2022.
En af de største årsager er, at vi underbetaler det meget værdifulde omsorgsarbejde i den offentlige sektor. VI underbetaler konsekvent alle de faggrupper, der klassisk var varetaget af kvinder.
Pædagoger, sygeplejersker, SOSU’er, socialrådgivere og andre i kvindedominerede fag, bliver lønnet langt lavere end mandsdomineret arbejde med tilsvarende uddannelseslængde og ansvar. Det er ikke fair, og i en verden hvor efterhånden ingen mener, at der skal være forskel, er det på tide at gøre noget ved problemerne.
Problemerne er ikke opstået af sig selv, eller et udtryk for en naturlov. Folketingspolitikerne cementerede problemet med skævt lønhierarki tilbage i 1969. Her vedtog Folketinget reglerne for hvem, der skulle lønnes bedst. Christiansborg kommer derfor ikke udenom, at de har et ansvar og må afsætte penge til et lønløft, der kan sikre et opgør med uligeløn og lavtløn. Det er et politisk ansvar, og i Enhedslisten er vi mere end klar til at tage dette ansvar på os.
Som følge af sygeplejerskernes lange strejke hele sidste sommer har regeringen nedsat en lønstrukturkomité, der skal undersøge problemerne med uligeløn. Problemet er bare, at denne komité blev afsløret som endnu en syltekrukke, for regeringen afsatte ikke så meget som en krone til at afhjælpe den ulighed komiteen afdækkede. Det er et enormt problem hvis man vil ligeløn.
Desuden har regeringen netop med sit sundhedsudspil præsenteret et behov for en ”robusthedskommission”, som skal komme med anbefalinger for sundhedsvæsnet. Det er simpelthen at holde vores sundhedspersonale for nar. Der er ikke brug for hverken flere kommissioner, flere undersøgelser eller flere syltekrukker. Der er brug for politisk handling!
Enhedslisten bakker op om de bevægelser, der kæmper for ligeløn. Vi vil afsætte 5 mia. kr. til en lige- og lavtlønspulje. Det gør vi for at tage det politiske ansvar på os, og sikre det første skridt i retning af ligeløn i Danmark.
Det politisk bestemte lønhierarki har ikke alene i over 50 år været med til at skævvride arbejdsmarkedet i forhold til ligestilling. Det har også betydet en stadig større skævhed i lønningerne på det offentlige område og betydet, at vi kan se, at dem i toppen, år for år, får langt mere i lønposen, hvor de lavtlønnede må nøjes med utroligt lidt.
Det er klassekamp for alle pengene, når højrefløjen og arbejdsgiverne snakker om mangel på arbejdskraft. Det er da netop nu – i fremgangstider – at der er en enestående mulighed for at sikre, at alle kommer med. Det er nu vi har en enestående chance for, at alle dem der altid er så glad for konkurrence begynder at konkurrere på højere lønninger!
Men vi politikere har også et stort ansvar at løfte!
Derfor glæder det mig, at Enhedslisten i dag offentliggør et udspil, som skal sikre, at flere vil arbejde i vores velfærd. Det gør vi gennem investeringer i løn, uddannelse og arbejdsforhold.
For velfærdssektoren er under pres. Vores ældre bliver svigtet. Daginstitutionerne har svært ved at ansætte nok pædagogisk personale til børnene. Udsatte får ikke den hjælp, de burde. På sygehusene får mange ikke den omsorg og behandling, de har brug for og patienter bliver sendt hjem inden de er færdigbehandlede, så kommunernes hjemmehjælpere skal løbe endnu stærkere, for at tage sig af nyopererede og syge mennesker.
De problemer eksisterer på trods af, at vi de sidste snart tre år har haft et rødt flertal. Der er blevet sat penge af til minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Der er finansieret 1.000 ekstra sygeplejersker og 1.000 flere uddannede og ansatte i ældreplejen. Der er afsat 600 mio. kr. til psykiatrien. Der er sendt flere hundrede millioner til folkeskolen. Det er alt sammen vigtigt – og ikke mindst tiltrængt efter årtiers nedskæringer i velfærdssektoren. Men vi kan ikke levere på løfterne og forventningerne om flere ansatte, hvis der ikke er uddannede at ansætte, og ingen vil have jobbene.
Der mangler allerede tusindvis af velfærdsprofessionelle i omsorgsfagene, og det ser kun ud til at blive værre. Søgningen til velfærdsuddannelserne falder, og de ansatte flygter fra deres fag i en sådan grad, at der i øjeblikket står 5.000 sygeplejerskestillinger ubesatte hen, og at der i regionerne mangler så mange jordemødre, at det svarer til, at der ikke er nogen på arbejde om mandagen. Om ganske få år vil der mangle tusindvis af pædagoger og pædagogiske assistenter og 40.000 social- og sundhedsuddannede.
Det er en bombe under vores velfærdssamfund. Den velfærd vi går på arbejde for at bidrage til – som I alle knokler for at betale skat til – kan snart ikke holde sin del af aftalen. Den operation, sygepleje, genoptræning mm. som vi forventer tømreren får, hvis han falder ned fra taget og kommer til skade, er ikke længere en garanti.
Hvis ikke vi får overbevist de velfærdsprofessionelle om at komme tilbage og give vores offentlige sektor en chance til, er hele velfærdssamfundets fremtid på spil.
Mange års nedskæringer har udsultet velfærden og ikke mindst presset de ansatte hårdt. Alt for længe er deres arbejde ikke blevet værdsat og ikke værdisat efter, hvor afgørende det er for vores samfund. Det handler både om tryghed, behandling, omsorg og støtte, men også om den værdi, det skaber i kroner og ører.
En stærk offentlig velfærdssektor er ikke en udgift. Tværtimod understøtter den offentlige sektor den private og er med til at give Danmark en stærk økonomi ved at levere gratis behandling til syge, omsorg til ældre og støtte til børn – og meget mere.
Vi har et politisk flertal, der vil give de offentligt ansatte velfærdsprofessionelle flere kollegaer. Men det kan ikke gøre det, hvis der ikke er nogle kollegaer at hente. Hvis færre og færre ønsker at uddanne sig inden for omsorgsfagene – og de der gør nedslides eller skifter fag.
Derfor må og skal vi overtale flere til at blive sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, socialrådgivere, pædagoger og pædagogiske assistenter, jordemødre, social- og sundhedsuddannede og andre velfærdsprofessionelle omsorgsarbejdere, og overbevise dem om at arbejde i det offentlige.
Fair løn, flere uddannede og bedre arbejdsforhold et det, der som minimum skal til for at redde den offentlige velfærdssektor og det er givet, at investeringerne skal fortsætte i de næste mange år. Problemerne er ganske alvorlige, og regeringen har ikke formået at tage dem seriøst. Med affejningen af ligelønsbevægelsen og indgrebet i sygeplejerskernes strejke følte mange i de offentlige omsorgsfag, at de fik at vide, at de ikke kunne tillade sig at kræve ordentlige forhold.
Vi har brug for det modsatte. Vi har brug for et signal til de ansatte – dem, der har forladt faget og de unge, der skal vælge uddannelse: Vi kommer til at gøre det bedre herfra!
Det bliver vi nødt til. Det gælder vores samfundskontrakt. I betaler jeres del. I holder jeres del af aftalen. Det er på tide, at politikerne på Christiansborg vågner op og begynder at gøre noget drastisk, så de også holder deres del!
God 1. maj!
Tale af Rasmus Vestergaard Madsen:
1.maj handler om fællesskab.
Det handler om de generationer, som før os har stået sammen og kæmpet.
Stillet krav og sagt fra.
Om de generationer, som har bygget det fællesskab, hvor vi passer på hinanden.
Et fællesskab som sætter flertallet før grådigheden og egoismen, men som griber os, når vi bliver syge eller arbejdsløse.
Et fællesskab, hvor de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.
Jeg tror, at hvis du spurgte for 150 år siden, da arbejderbevægelsen blev skabt, om vi ville være nået så langt i dag, ville svaret være nej.
Men med vilje og stædighed har fællesskabet gjort os alle sammen stærkere.
Danmark er ikke kun et af de mest lige samfund i verden – det er også et af de mest frie.
Det sidste år med corona har vidst os, hvor vigtigt DET fællesskab er.
Vi har klaret os bedre igennem end mange andre lande, fordi vi har forlænget dagpengeperioden så dem der mistede arbejdet ikke skulle gå fra hus og hjem,
fordi vi har givet hjælpepakker og understøttet erhvervslivet, da det hele måtte lukke ned.
Og gennem et gratis offentligt sundhedsvæsen har vi sikret, at alle – uanset pengepung – har kunne få den hjælp og behandling der var brug for.
Fællesskabet og dets styrke hører ikke kun til i historiebøgerne.
Den har vi brug for lige nu.
Krigens rædsler viser igen sit grimme ansigt i Europa og stigende inflation presser mange danskere.
Klima- og biodiversitetskrisen sorte skyer vokser dag for dag, og mens vores sygeplejersker, skolelærere og pædagoger flygter fra dårlige arbejdsforhold og lav løn i den offentlige sektor,
ser vi de unges mentale helbred være i fri fald.
Det er dybt dybt bekymrende og kalder på et stærkere fællesskab.
Mange af os har det sidste år sendt en masse tak til velfærdens helte.
Til de ansatte på sygehusene, i ældreplejen og mine kollegaer i den pædagogiske sektor, som har fået os igennem coronakrisen.
Men de fortjener ikke kun vores tak, udenomssnak og langsommelige lønkommissioner.
De fortjener et grundlæggende opgør med de dårlige løn- og arbejdsforhold, som de oplever.
Og vi kan jo spørge os selv.
Hvem skal passe os når vi bliver syge, når sygeplejerskerne flygter fra hospitalerne?
Hvem skal passe vores børn, når mine pædagogkollegaer løber alt for hurtigt og brænder ud?
Det kræver bl.a. et opgør med tjenestemandsreformen fra 69,
hvor en håndfuld mænd for 52 år bestemte, at jordemødre, sygeplejersker, pædagoger og andre i kvindefag skulle have en løn der på ingen måde ikke svarer til det kæmpe stykke arbejde, de leverer.
I loven står der, at en pædagog eller jordemoder ikke er hovedforsørger, og derfor ikke skal have så meget i løn.
Det står jo på ingen måder mål med den virkelighed vi lever i dag, og heldigvis for det.
Det sørgelige er bare, at lønnen stadig sidder fast i 69.
Det kan siges meget klart.
Det er politikerne der har skabt problemet, og nu må det være politikerne på Christansborgs opgave at løse det, så alle os der knokler for vores fællesskab, også får en ordentlig løn.
Og hvis vi som samfund skal sikre, at der også er dygtige velfærdsarbejdere i fremtiden, skal der handles nu!
Vi kræver langt bedre arbejdsforhold.
Og vi kræver en ordentlig og fair løn!
Det gælder selvfølgelig også hverdagens helte i den private sektor.
Alle landets kassemedarbejderne, der under corona har udsat sig selv for smittefare, for at andre kunne få mad på bordet.
Rengøringsassistenterne der har reddet liv ved at holde rent.
Man kan bestemt ikke set det på deres lønningsseddel,
men der kan ikke herske nogen tvivl om, at de har afgørende og samfundskritiske funktioner.
De arbejder under nogle af de ringeste forhold, til de dårligste lønninger.
Det er hamrende skævt.
En af mange ting som coronakrisen har vist os er, at der er mange menneskers arbejde, vi som samfund slet ikke værdsætter nok.
Det skal vi huske.
Vi må og skal kæmpe for langt bedre løn- og arbejdsforhold for de mange mennesker, der hver dag holder vores samfund kørende.
For en måned siden var statsminister Mette Frederiksen ude at sige, at det der lille ”men”, som man nogle gange kunne høre fra hende, når det handlede om grøn omstilling, nu er væk.
At regeringen nu er lige så grøn, som den er rød.
Men ord må følge handling – ved i nok.
Derfor klinger det også noget hult i mine grønne ører,
at regeringen mener Danmarks største CO2-udleder Aalborg Portland skal slippe med en billigere CO2-afgift end alle andre.
Konsekvensen vil blive, at mindre klimaskadelige brancher skal betale regningen.
Og det er til trods for, at cement kan laves mere klimavenligt andre steder.
Det samme gælder, når regeringen stædigt står fast på, at der skal bygges en gasledning tværs gennem Sjælland til Lolland, for at en anden af Danmarks store CO2-udledere nemlig roefabrikkerne kan få gyllegas til deres produktion.
Til trods for at det ville være både billigere og bedre for klimaet at omstille produktionen til el, så står regeringen fast.
Argumentet er, at man vil beskytte arbejdspladserne.
Og man kan da med rette spørge sig selv, hvad der skal ske med de mange mennesker, som vil miste deres job?
Vi står overfor en kæmpe opgave – større end menneskeheden nogensinde før har gjort, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling.
Her må vi holde tungen lige i munden.
Der kommer til at være mennesker i fremtiden, som skal lave noget andet end de gør i dag, når sorte jobs skal byttes ud med grønne jobs.
Den grønne omstilling vil betyde forandringer.
Men den grønne omstilling må aldrig betyde, at dem der har mindst, dem med de korte uddannelser og dem med de hårdeste fysiske jobs skal betale prisen.
Hvis den grønne omstilling skal lykkes, må ingen blive efterladt på perronen.
Men frygten for at miste sit arbejde må heller ikke overstige viljen til at sikre en klode til vore børn og børnebørn.
Her – lige her – skal fællesskabet træde til og skabe tryghed for alle dem der skal omskoles og opkvalificeres.
Hvis vi styrker fællesskabet og lader det være bærende i den grønne omstilling, så kan vi få alle med.
Men hvem skal egentlig stå for den grønne omstilling.
Hvem skal bygge vindmøllerne og sætte solcellerne op?
Hvem skal reparere elbilerne og skifte til varmepumper?
Lige nu er der 18.000 unge som mangler et praktiksted.
Unge som får deres drømme knust, fordi de ikke kan finde en læreplads.
Det kan vi ikke være bekendt.
Det er en tikkende bombe under dansk økonomi og kan blive en bremseklods for den grønne omstilling.
I 50 år har vi skulle høre på arbejdsgivernes piveri om,
at når der er højkonjunktur, så har de ikke tid til at tage lærlinge,
og når det er lavkonjunktur, så har de ikke råd.
Den kroniske praktikpladsmangel er et kæmpe strukturelt problem, som kræver strukturelle løsninger.
Nu må det – for de unges skyld, for klimaet skyld og for dansk økonomis skyld simpelthen være på tide, at vi får en praktikpladsgaranti for alle der ønsker at tage en erhvervsuddannelse.
Fællesskabet har i de sidste 150 år vist sin styrke.
Det fællesskab kan sikre, at vores børn har en klode at leve på, et trygt sikkerhedsnet for os alle og en stærkt velfærd, når vi bliver syge og arbejdsløse.
Under coronakrisen er de rigeste bare blevet endnu rigere, mens vi andre har måtte holde for.
Lad os styrke fællesskabet,
lade de rigeste der får lov at køre frihjul betale,
og sammen skabe en grønnere og tryggere fremtiden for alle.
Rigtig glædelig 1. maj
