Enhedslisten støtter fredning af Trelde-skovene

Danmarks Naturfredningsforening vil rejse en fredningssag for at sikre naturværdierne i skovene og de helt særlige geologiske værdier langs Lillebælt, hvor 50 mio. år gammelt ler gemmer på fossiler og sikrer en helt særlig fauna.

Den yderste del, kommunens skov helt ude ved Trelde Næs, er allerede fredet. Det samme er naturområdet Hyby Fælled, som DN for få år siden fik fredet. Dengang kæmpede SF, S, V, K, og DF imod. Enhedslisten var det eneste parti i byrådet, som ønskede at stå sammen med DN i sagen. Samtidig er en stor del af området med i Naturpark Lillebælt.

Der er ingen tvivl om, at det mest logiske ville være, at forbinde de to fredede områder med endnu en fredning.

Biodiversiteten i området er enormt høj. Sandsynligvis har Trelde-skovene Danmarks tredje-højeste biodiversitet. Det skyldes ikke områdets størrelse, men mere at der har været skov i området i tusindvis af år, sammen med de helt særlige geologiske forhold. En fredning er nødvendig for at sikre, at dele af skoven ikke fældes og at en enorm naturværdi dermed vil gå tabt. En nyplantet skov kan på ingen måder erstatte det nuværende.

Området er fyldt med fredede planter og svampe, som kun vokser få steder i Danmark. I de mange vandhuller og vandløb kan man også finde eksempelvis løvfrøen, som vi i Fredericia Kommune har gjort meget for at forbedre forholdene for.

D. 7. februar skal Miljø- og Teknikudvalget tage stilling til, om Fredericia Kommune skal gå sammen med DN om at rejse en fredningssag.

Enhedslisten håber, at et flertal denne gang er anderledes positivt indstillet på at være med i processen. Det vil give os mulighed for at forbedre selve processen. Eksempelvis ved at sørge for, at der bliver dialog med de berørte lodsejere og andre interessenter. Det giver os også mulighed for, at kunne påvirke hvad fredningen skal rumme. Eksempelvis et større fokus på rekreative tiltag i området.