Læserbrev af Jan Filbært, bestyrelsesmedlem og byrådskandidat
”Veje til reelt medborgerskab – En kortlægning af udviklingshæmmedes vilkår for selvbestemmelse og brugerinddragelse.”
Dette var overskriften i en kortlægning af udviklingshæmmedes vilkår for selvbestemmelse og brugerinddragelse i år 2007 lavet af Socialstyrelsen.
Mange vil sikkert mene, at forholdene fra 2007 og frem til nu har ændret sig og der opleves helt andre scenarier end i år 2007.
Desværre ses der ingen tydelige ændringer i forholdene for de udviklingshæmmede i Danmark her under også i Fredericia kommune, jo vel de udviklingshæmmede fik deres rettigheder nedfældet i en internationalekonvention allerede i år 2006 og så skulle man tænke et land som Danmark ville rette ind og give de udviklingshæmmede muligheden for reelt medborgerskab, således der ikke ville kunne ses forskelle i forhold til den resterende del af det danske samfund.
Men nej.! Det danske samfund har ikke fulgt med konventionerne og vi ser i dag, at de udviklingshæmmede ikke har de samme rettigheder og muligheder for at have reelt medborgerskab.
Særligt et afsnit der springer i øjnene på læserne af kortlægningen er følgende ” Særligt på to områder viser de uformelle barrierer sig. For det første som normbaserede diskurser og reguleringer, der sætter grænser for den enkeltes selvbestemmelse.
Sådanne grænser er vi alle underlagt – kulturelle og sociale normer forhindrer os i at udfolde den
ultimative selvbestemmelse. For udviklingshæmmede gælder det imidlertid yderligere, at de for manges vedkommende også er underlagt en række institutionsbårne rammer.
Rammer som er sat dels af politikere og forvaltningsmyndigheder og dels af ledere og medarbejdere
på bo- og dagtilbud. Denne regulering kan have mange forskellige udtryk, eksempelvis er der grundlag for at hævde, at mange udviklingshæmmede udsættes for en hel del mere overtalelse, eller måske ligefrem manipulation, end de fleste andre.”
Ser vi rundt om på landets bofællesskaber og institutioner, så er det et billede der tegner sig også i Fredericia kommune og som det danske samfund ikke har formået at ændre, man kan kun gisne om hvorfor, men ser vi på den nuværende politiske situation så er der heller ikke tegn på at der vil ske en ændring i den måde vi behandler de udviklingshæmmede på.
Hvis det danske samfund havde givet de udviklingshæmmede muligheden for at udøve reelt medborgerskab, ja så ville det have været ved at sætte det enkelte menneskes forrest og ikke som nu, med økonomiske modeller og en manglende vilje til at se der er forskel på at være udviklingshæmmet og normalt fungerende.
Der må og skal ske en ændring i de udviklingshæmmede forhold, konventionerne siger det klart, alle og det er med streg under alle i det danske samfund har ret og krav på reelt medborgerskab, her under selvbestemmelse og brugerindragelse.
Hvordan gør vi det så, jo ved at se det den enkelte som et menneske og ikke som et regneark, ved at gøre det muligt for de udviklingshæmmede, at udvikle sig i trygge rammer sammen med andre udviklingshæmmede med samme diagnoser og ikke som nu hvor de presses ind under nogle boligforhold hvor der kun er tænkt i økonomi og ikke i mennesker.
Vi bryster os af som samfund, at vi er rummelige, men det klinger hult, når vi ser hvordan de udviklingshæmmede behandles.
Forholdene skal ændres nu og Danmark kan på fineste vis være det første land i verden der lever fuldt og helt op til konventionernes tekster.
