Enhedslisten i hjerte-aktion mod had

I weekenden blev der sat ubehagelige klistermærker på Dansk Somalisk Kulturforenings vinduer og skilte.

Folk fra Nordfront, en nynazistisk bevægelse, havde været forbi Dansk Somalisk Kulturforening nær banegården i Fredericia. Der var tekster som ”Refugees Not Welcome” og også håndskrevne beskeder med trusler, som selvfølgelig er politianmeldt.

Dette skete få timer efter, at højreekstreme kræfter dræbte 50 mennesker i to moskeer i New Zealand. Når fascistiske kræfter oplever medvind, bliver de modige og synlige.

Bevægelsen bag Nordfront har afdelinger i Sverige, Norge, Finland og Danmark. Bevægelsen er blandt andet forbudt i Finland. Bevægelsen ønsker blandt andet at hjemsendelse danske statsborgere af ikke-nordeuropæisk afstamning.

Aktivister fra Enhedslisten var over weekenden i kontakt med Dansk Somalisk Kulturforening og på Enhedslistens generalforsamling mandag aften, kunne de fremmødte skrive en venlig hilsen på udklippede røde paphjerter inden de gik hjem.

Tirsdag blev omkring 30 hjerter klistret op på Dansk Somalisk Kulturforenings vinduer, så i stedet for hadefulde tekster, kan der nu læses beskeder som ”I er velkomne”, ”Vi vil ikke undvære jer”, ”Spred kærlighed – ikke had” og ”Kun vasketøj skal sorteres efter farve”.

Enhedslisten kæmper imod diskrimination og racisme, uanset hvor og hvordan den manifesterer sig. I Enhedslisten slås vi for sammenhold på tværs af alle etniske og kulturelle skel. Vi kæmper mod alle højreekstreme bevægelser, uanset om der er tale om islamofobiske eller antisemitiske kræfter som dæmoniserer muslimer eller jøder eller mennesker med andre religiøse overbevisninger. Når vi møder had, svarer vi igen med kærlighed.

Se video fra aktionen her.