Enhedslisten går i valgforbund med SF og Alternativet til KV21

Der er indgået en aftale om valgforbund mellem, Enhedslisten, Alternativet og SF i Fredericia ved byrådsvalget den 16. november 2021.

Enhedslistens spidskandidat Cecilie Roed Schultz udtaler: “Det er bydende nødvendigt at få fordelt magten på flere. Derfor er Enhedslisten med i dette valgforbund. Jeg er rigtig glad for, at vi også herfra kan stå mere sammen på venstrefløjen og kan melde tydeligt ud hvad vores valgforbund vil gøre med de mandater der måtte tilfalde os!” 

Det er et valgteknisk samarbejde med det formål at sikre de tre partier det bedst mulige samlede resultat, når mandaterne i byrådet skal fordeles efter valget. Valgforbundet er ikke politisk forpligtende for vores tre partier. Vi opstiller på hver vores valgprogram og fører hver vores kampagne. Vi vil aftale fælles initiativer i den kommende valgkamp, men er frie til at indgå i paneldebatter og lignende med andre partier. Vi tre partier har også aftalt med hinanden, at vi vil opretholde den demokratiske samtale, optræder lyttende, samt holde en god debattone i valgkampen.

Det er vores mål at der fortsat er flertal af mandater fra centrum – venstre partierne i Fredericias byråd efter valget, og forhåbentlig med en stærk repræsentation af vores tre partier. Vi er enige om at vi vil pege på en borgmesterkandidat fra centrum – venstre fløjen, hvis det flertal opnås.

Med det brede valgforbund af de borgerlige partier i Fredericia – og ikke mindst den igangværende ”borgmestersag” bliver det et spændende valg her i kommunen. Enhedslisten, Alternativet og SF opfordrer vælgerne i Fredericia Kommune til at bruge deres stemmeret på valgdagen og helst stemme på et af partierne på centrum – venstre fløjen. Allermest håber vi at vælgerne stemmer på et af vores tre partier.