Donation og pris til krisecentre fra Enhedslisten

Enhedslisten Fredericia har for første gang overrakt en nystiftet pris.

Enhedslisten Fredericia har valgt at oprette en pris, som hedder Den Røde Ø-Pris og med den følger en donation på 5.000 kr.

Prisen uddeles for at anerkende de mennesker, projekter eller bevægelser, der bidrager til at styrke fællesskabet og kampen for en bedre verden – gerne med et lokalt udgangspunkt.

Årets pris har Enhedslisten valgt at dele op, så både mændenes og kvindernes krisecenter hver får 2.500 kr. til deres aktiviteter.

Prisen blev uddelt på Krisecenter For Mænd af byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz og folketingskandidat Kirsten Cordtz.

Enhedslisten har generelt stor opmærksomhed på området.

”En af de helt store udfordringer, som Enhedslisten gerne vil løse, er udfordringen med pladsmangel. Krisecenteret Danner i København afviste eksempelvis i 2018 hele 81% af dem der henvendte sig – fordi der ikke var plads. I Fredericia afviser de også ofte kvinder og desværre besluttede Social- og Beskæftigelsesudvalget i efteråret 2018 at der fremover kun skal være fire – og ikke fem – pladser på et lokale krisecenter”, fortæller Cecilie Roed Schultz.

I marts kom Enhedslistens folketingsgruppe med en række forslag omkring krisecentre og de der bliver udsat for partnervold og ikke mindst deres børn.

  • Enhedslisten vil indskrive ophold på krisecenter som en rettighed i serviceloven til voldsramte, både mænd, kvinder og LGBTQ-personer.
  • Enhedslisten vil oprette 460 nye og fuldt finansierede krisecentrepladser.
  • Derudover skal de eksisterende tilbud om rådgivning til voldsudsatte, udvides til en rettighed, så efterværn er i forlængelse af et ophold på et af landets krisecentre.

Men imens vi kæmper for dette, er der opgaver der skal løses af ildsjæle i dag – blandt andet her i Fredericia.

”I Fredericia har vi krisecenter for både mænd og kvinder, og de kæmper en brav kamp for at overleve, derfor vil vi gerne give dette lille skulderklap i håbet om det kan inspirere og for at synliggøre deres kæmpe indsats”, udtaler Kirsten Cordtz og forotsætter:

”Når mennesker henvender sig på krisecenter, er de kommet så langt ud, nogle i livsfare, så dette er absolut sidste udvej. Disse mennesker, mænd, kvinder og børn er flygtet fra alt de kender og er i deres livs krise. Det kræver meget af de ansatte og frivillige på et krisecenter, at genopbygge deres smadrede liv og hjælpe til en ny og bedre start i livet. Det kræver ildsjæle med et stort hjerte og en sådan indsats burde belønnes højt, også fra politisk hold, med flere midler.”

Efter to taler overrakte Kirsten Cordtz prisen til lederen af Fredericia Krisecenter Bente Hedemann og Cecilie Roed Schultz overrakte prisen til lederen af Krisecenter For Mænd Carsten Nicolaysen.

Bente Hedemann fortæller, at de i Fredericia Krisecenter vil bruge de 2.500 kr. til legetøj og indretning af legehjørne i forbindelse med forestående renovering.

Carsten Nicolaysen fortæller, at de i Krisecenter for Mænd også vil bruge nogle af de 2.500 kr. til legetøj til deres legehjørne, da der meste der er der, er ret slidt. Derudover vil de indkøbe noget nyt sengetøj.

Efter overrækkelserne bød Krisecenter For Mænd på kaffe og jordbærlagkage.