Donation fra Enhedslisten Fredericia kommer badegæster og naturelskere til gavn

OBS: Indlæg publiceret d. 1. april 2021
Cirkelbroen på Østerstrand blev indviet i 2017, men har siden været udsat for massiv kritik. Ud over angreb af pæleorm har den også oplevet skader fra naturens lunefulde rasen. Dette har resulteret i flere forsøg på at reparere eller forbedre den. I Enhedslisten har vi nu i samarbejde med den hollandske ingeniør Arjen Patrick Rilsnar analyseret på formen og kan nu præsentere en løsning, som Enhedslisten Fredericia har indvilget i at betale.
”I Enhedslisten er vi meget glade for naturen og mener, at det burde være muligt at mennesker og naturen kan leve sammen. Derfor er det bydende nødvendigt, at der er flere, som får øjnene op for det fantastiske ved naturen.” udtaler Enhedslistens byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz.
Den hollandske ingeniør Arjen Patrick har konkluderet, at der er behov for to indgreb, som vil sikre cirkelbroen fremadrettet. Det ene handler om stabilitet. Her er det nødvendigt, at sætte et tværgående brostykke fast. Det andet handler om angreb fra insekter.
”Vi har udviklet en særlig maling, som sikrer al form for træ og metal fra insektangreb og tæring fra saltvand. Hvis broen males i denne flotte røde farve, vil den være sikret i mange år frem”, udtaler Arjen Patrick Rilsnar.
”Vi er utroligt glade for at kommunen, har takket ja tak til denne donation fra Enhedslisten Fredericia”, jubler Cecilie Roed Schultz og fortsætter: ”Med den nye tværgående bro og den flotte beskyttende røde farve, vil broen kunne være et smukt vartegn, som natur – og badeelskere vil kunne nyde godt af i mange år frem. Se gerne den flotte illustration, vi har vedlagt denne pressemeddelelse, afslutter Cecilie Roed Schultz”.
Arbejdet forventes at være færdigt i maj 2021, så den nye flotte bro vil stå klart til badesæsonen går i gang.