Byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz holdt følgende tale foran over 300 fremmødte forældre og børn til dagens demonstration for minimumsnormeringer:
Tak fordi I tager ansvar for ikke kun jeres børns fremtid, men Danmarks fremtid.
Der er i Danmark ingen regler for normeringer i daginstitutionerne. Med andre ord, er der ingen nedre grænse.
Derfor bliver daginstitutionsområdet let et sted hvor der kan spares, når kommunerne mangler penge – eller tvinges til at sende penge til staten, som vi så det med omprioriteringsbidraget.
Jeg fik mit først barn i september 2008. En uge efter finanskrisen brød ud. Mine børn har gået i daginstitution i de år, hvor ”nødvendighedens politik” herskede. Der blev tænkt meget kortsigtet. Der blev sparet på børnene.
På det tidspunkt boede jeg i København. Jeg har hele min ungdom været vant til at rende til demonstrationer i tide og utide, vil nogen sige. Og i København var der i den periode meget ofte demonstrationer mod nedskæringerne på børneområdet. Vi lavede endda for-demonstrationer fra min søns vuggestue og gik samlet til de store demonstrationer. Men det hjalp ikke meget. Vi blev kaldt socialistiske ballademagere og uden for Nørrebro og vest for Valby bakke var der ret stille. Det var let for politikerne at skyde kravene ned og ingen havde kræfterne til at blive ved i længden.
Og det er udfordringen for os forældre med små børn. Vi har SÅ meget andet at se til, end at stå på råbe på gaden. Vi spiller tetris med vores tid. Hvert et minut er vigtigt, når hverdagen skal hænge sammen.
Vi flyttede til Fredericia. Barn nummer to kom. Jeg må indrømme, at jeg var chokeret over niveauet i daginstitutionerne i Fredericia, sammenlignet med København.
Da prisen for en plads altid er 25% af omkostningerne i daginstitutionen, var det tydeligt, at Fredericia havde skåret ind til benet. Der var en kæmpe prisforskel. I stedet for at glæde mig over de penge vi nu sparede, havde jeg ondt i maven når jeg afleverede om morgenen.
Personalet var lige så dygtigt – men de havde bare slet ikke tiden til at være der for børnene.
Jeg ville give mine børn chancen for at blive hørt, nu hvor jeg fik muligheden for at tale i dag.
Jeg spurgte dem derfor, hvad de helst ville have der var anderledes, dengang de gik i børnehave og vuggestue.
Min søn svarede: At de voksne sørgede for, at alle børn havde venner. At man blev trøstet når man græd. At man ikke var alene.
Han begyndte i børnehave i Fredericia som toethalvt-årig i den periode, hvor der blev brugt aller færrest penge på børnene. Han opsøgte ikke længere voksne. Han bad ikke om hjælp. For der var så sjældent hjælp at få.
Hvert år i budgetforligene blev der vedtaget nye besparelser. Og ikke nok med det. Budgetterne blev åbnet flere gange om året med endnu flere besparelser til følge.
I min søns børnehave sparede de blandt andet vandet væk. Det blev nemlig vurderet, at personalet brugte 15 minutter om dagen på at stille glas og kopper i opvaskemaskinen og på plads igen. Så nu skulle børnene have drikkedunke med.
Med andre ord: Der var ikke mere at skære i. Vi var helt inde ved benet. Det var ubærligt. Og børnene og personalet betalte prisen.
Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne komme på. Forædreråd, læserbreve, møder med politikere.
Til sidst valgte jeg at stille op til byrådet og blev valgt ind for fem et halvt år siden, sammen med en masse andre nye folk. Der var stor udskiftning det valg. Folk havde fået nok.
Det først års budgetforhandlinger, lykkedes det er frede daginstitutionerne for yderligere besparelser. Og siden har vi investeret i daginstitutionerne hvert eneste år her i Fredericia.
Nu er det lykkedes at få afsat så mange penge til området, at vi i Fredericia lever op til BUPLs minimumsnormeringer i både vuggestuer og børnehaver. Det er der så vidt jeg ved kun én anden kommune der gør. Vi er den eneste i Jylland. Samtidig er 70% af personalet uddannede pædagoger. I nogle kommuner er det kun 50%. Mens de øvrige kommuner har valgt at fortsætte deres besparelser på børnene, så har vi i Fredericia valgt en anden vej.
For gode daginstitutioner tjener sig selv hjem igen. Det ved vi. Jo højere kvalitet, forstået som voksne og uddannede, desto bedre klarer børnene sig i livet. De har højere trivsel, de får højere karakterer, længere uddannelser, bedre relationer og lykkeligere liv.
Men er vi så i mål? Er det godt nok nu?! Slet slet ikke! Selvom vi opfylder minimumsnormeringen i Fredericia, er det kun på papiret. Det ser godt ud, og vi er langt fremme i forhold til andre, men vi er slet ikke i mål endnu! Sygdom, dårlig vikardækning og administrativt arbejde presser den reelle hverdag i alle institutioner, og selvom der er mange på arbejde kl. 11.00 skal der stadig være en trøstende skulder, hvis Mads eller Abdi slår sig kl. 15.00. Så vi fortsætter presset og kæmper videre! Sammen!
I Danmark står vi lige nu med en stor og voksende andel af børn og unge i mistrivsel. Flere og flere børn og unge falder uden for fællesskaber, dropper ud af uddannelser, føler sig ensomme, har lavt selvværd, får depressioner, stress og angst.
Vi ved hvordan vi kan forebygge det. Som samfund har vi aldrig været klogere. Vi har al viden vi har brug for. Det vi mangler er handling. Og minimumsnormeringer er dælme et godt og rimeligt sted at starte.
Og når I nu ved, at vi i Fredericia faktisk lever op til minimomsnormeringerne, så kan I også mærke, at det virkelig ER et minimum. Det er ikke luksus! Vi er på et absolut minimum af hvad man kan tillade sig at byde børnene. Vi kan sagtens investere mere i vores børn uden at det på nogen måde er ”flødeskum” og luksus.
Vi har ikke længere nogen økonomisk krise. Vi har et kæmpe økonomisk råderum. Der bliver født flere og flere børn. Men hvor bliver pengene til området af?
Vi har brug for politikere der tør tænke langsigtet. Vi har brug for politikere, som ikke bare vil investere i prestigeprojekter og kortsigtede initiativer. Vi har brug for dem, som tør bruge nogle penge, for først at se gevinsten mange år senere, når de ikke længere selv er der, til at tage æren for det.
Og vi politikere, som gerne vil det, vi har brug for jer. Vi har brug for forældre, bedsteforældre og børn som jer, som siger: Vi er mere værd!
Børnene er det bedste sted vi kan investere. Det er indiskutabelt.
Og nu er oprøret kommet – ikke kun til Fredericia, men til hele landet.
Det samme skete med omprioriteringsbidraget. Der var store folkelige demonstrationer over hele landet. Helt almindelige mennesker gik på gaden, fordi de kunne se, at deres forældre havde brug for bedre pleje og deres børn brug for mere omsorg.
Det pres på politikerne virkede.
Vi kan gøre det samme igen. Vi ER i gang med at gøre det samme. Og tro mig. Vi bliver hørt!
Vi stopper ikke. Vi giver ikke op.
Vores børn er vores kæreste eje – og ve den, der lægger sig ud med os forældre, som kæmper for vores børn.
