80 år efter krystalnatten: Aldrig mere!

”ALDRIG MERE KRYSTALNAT”

Med disse ord inviterer Enhedslisten og SF fredericianerne til en markering af 80 året for den såkaldte Krystalnat den 9. november 1938 hvor nazisterne ødelagde 7500 jødiske butikker og nedbrændte 200 synagoger. Natten fik sit navn pga. de mange knuste ruder, der lå overalt i gaderne og glimtede som var de krystaller. 91 jøder blev pryglet ihjel, og i alt cirka 26.000 blev fængslet, fordi en 17-årig polsk jøde Herschel Grynszpan havde skudt Ernst vom Rath i Paris for at hævne, at hans familie var blevet udvist af Tyskland og tvangsflyttet til et fattigt område i Polen.

”Hvorfor blive ved med at mindes denne frygtelige begivenhed, kan man spørge. Den spanske filosof og forfatter George Santayana gav os svaret: ”Dem som glemmer fortiden er dømt til at gentage den!” Derfor synes vi at det er vigtigt – ikke mindst i en by som Fredericia – at holde mindet om nazitidens jødeforfølgelse i hævd”, fortæller Per A. Moos Laursen, SF Fredericias lokalformand.

Krystalnatten var ikke begyndelsen på jødeforfølgelsen, men en legaliseringen af den og en katalysator for de mange drab der fulgte. Enhedslisten Fredericia har gennem en årrække sørget for, at denne dag mindes. I år er der lagt op til en større markering end almindeligvis og SF er denne gang medarrangører. Enhedslisten har de fleste år stået for hovedtalen, men også dette er anderledes i år.

”I år vælger vi at droppe de politiske taler. Det har aldrig været et parti-politisk arrangement, men et antifascistisk arrangement. Antifascismen har altid været en høj prioritet for mig, men jeg synes, at hetzen mod minoriteter efterhånden er blevet så enorm, at det er på tide at give ordet alene til nogle af disse minoriteter”, siger Cecilie Roed Schultz, byrådsmedlem for Enhedslisten i Fredericia.

Dele af programmet har været aftalt i et år, mens andre elementer først lige er faldet på plads.

Claes Andersen fra Enhedslisten, der også er kulturjournalist på Fredericia AVISEN og forhenværende kustode på Mosaisk Begravelsesplads og Bymuseet i Fredericia, er konferencier under aftenens program og binder de enkelte oplæg sammen med spændende og relevante billeder og anekdoter i.f.t. byens trossamfund. Han vil lede os sikkert igennem en spændende aften, som forhåbentlig vil komme til at mane til eftertanke og refleksion, men også byde på hyggeligt fællesskab og måske bygge nye broer.

Grafik: Thomas Sørensen

Programmet for d. 9. november bliver som følger:

Kl. 17.00 samles alle der gerne vil deltage ved Mosaisk Begravelsesplads i Slesvigsgade 2.

Herfra går vi i et fakkeltog gennem byen med 6. Juli Garden i spidsen. Undervejs vil museumsinspektør Lars Froberg Mortensen fortælle om anekdoter om det jødiske samfund og anden verdenskrig i Fredericia. Fakkeltoget slutter på Landsoldat Pladsen, hvor der synges en sang.

Herfter, ca. kl. 17.45, fortsætter aftenen i foredragssalen på I. P. Schmidt, hvor der serveres varm suppe med brød og efterfølgende kaffe/te og kage.

Fra kl. 18.15 vil der være en række korte foredrag.
Først vil museumsinspektør Lars Mortensen fra Museerne i Fredericia fortælle om Fredericias jøder og deres entre i og exit fra Fredericia.
Herefter vil præster fra tre lokale trossamfund komme med oplæg, alle under temaet ”tolerance og mangfoldighed”. De tre præster er:
Sognepræst Jan Ophoff, Skt. Knuds Kirke Fredericia
Den reformerte menigheds præst, Sabine Hofmeister
Sognepræst Søren Thorsen, Fredericia

Undervejs vil være musikalske indslag fra Den Kreative skole og Teater Malstrøm vil slutte aftenen af med manér!

Vi forventer at arrangementet slutter ca. kl. 19.30.

Vi glæder os til at markere dagen i fællesskab og opfordrer alle til at deltage.

Hele arrangementet er gratis og alle er velkomne.

Se begivenheden på facebook her